Esben Kjær er vært på Bagklog på P1, hvor man hver lørdag har en kendt skiftende vært på besøg. Sammen belyser de den seneste uges begivenheder. Og der er ingen grænser for emnevalget.
Værten er uddannet journalist og har en til tider meget flabet tilgang til de mange forskellige emner. Han holder sig ikke tilbage med at komme med spydigheder uanset, hvem gæsten måtte være. Det er fedt.
Undervejs i udsendelsen er der forskellige tilbagevendende indslag, og gæsteværten får også ti minutter stillet til rådighed, hvor værten tier stille og lader gæsten tale med en ønsket person om lige nøjagtig det gæsten måtte finde spændende. Gæstens Kæphest hedder dette tilbagevendende segment.
Bagklog på P1 kommer hver lørdag formiddag fra 10-12, og er typisk til rådighed som podcast omkring klokken 13, hvis ikke man nåede at høre det live. Programmet blev lanceret i oktober 2016.